I et fly mod Sydfrankrig sidder to danske kendisser, adskilt, så langt fra hinanden, som man nu kan i et fly i 1959. På trods af deres berømmelse forsøger de at forblive anonyme. Faktisk skal ingen se dem sammen – og slet ikke de stjålne blikke, de deler i luften, mens Europa ligger for deres fødder.
Deres intense kærlighed afsløres, og for at tage pressen i forkøbet inviterer de paparazzikorpset til et stort bryllup i Sydfrankrig.
Sådan starter Helle Virkners og Jens Otto Krags ægteskab, og vores historie, DRØMMEN, begynder dramatisk og romantisk. Det blander samfundsforandringer fra efter Anden Verdenskrig til EF-afstemningen i 1972. Bag den idylliske facade af far, mor og børn på Egernvej lurer personlige dæmoner og politiske udfordringer.
DRØMMEN er en musikdramatisk fortælling om Danmark’s udvikling til et velfærdssamfund, hvor kvinder forlader køkkenet, og idealer om lighed vokser. Fra forarmet landbrugsland til moderne industrisamfund med frihedsidealer, selvrealisering, fri sex, hash og frihed fra autoriteter.
En forestilling om kærlighed, magt og vores fælles fortid, der udfordrer og stiller spørgsmål til hvordan nutidens samfundskontrakter og velfærdsidealer egentlig ser ud.Medvirkende: Lise Lauenblad, Rolf Hansen, Malou Takibo, Pelle Nordhøj Kann og Martine Madsen