En country-forestilling om fællesskab og linedance
Det lokale forsamlingshus koger. Der lugter af fadøl, hotdogs og sved, publikum klapper taktfast, og energien stiger mellem de mange fremmødte. De mærker fællesskabet, smiler til hinanden, klapper i takt på 2 og 4 og brøler det samme: ”Beeeeeeeat Roooooots”, som de har gjort det så mange gange før. Næsten alle kender hinanden, og de elsker den følelse - følelsen af fællesskab.
De har glædet sig, og forventningerne er tårnhøje. Kan The BeatRoots levere endnu en banebrydende koncert, hvor publikum ekstatisk mister sig selv og hengiver sig til linedance i timevis? Publikum er klar!
Men det er ikke helt, som det plejer. Der er noget i luften.
Udenfor afviser dørvogteren alle dem, der ikke har billet. Alle dem, der gerne ville have været en del af fællesskabet, men som har været for langsomme, for fattige, - eller som ikke har haft kontakterne i orden.
Medvirkende:Jacob Teglgaard, Rolf Hansen, Christine Worre Kann og Marie Louise von Bülow
(Teatergrad)